Nu åbner Arena Midt hallerne i Kjellerup for et helt nyt begreb i Kjellerup, som er en kæmpe succes i andre byer.

Det kaldes for »idræt om dagen«, og går helt enkelt ud på, at alle der trænger til lidt motion kan komme og dyrke forskellige sportsgrene i dagtimerne.

Man behøver altså ikke være medlem af en forening, men kan booke en time her og der, som det passer bedst.

– I første omgang er der efterspørgsel på bordtennis, tennis og badminton, fortæller Anders Hartvig fra Arena Midt.

– Vi skal selvfølgelig ikke tage medlemmer fra de lokale klubber, men dette koncept skulle gerne få flere til at bevæge sig og få lidt motion. Hallerne står ofte tomme i dagtimerne mandag til fredag. Det betyder, at er man bare to eller fire, kan man booke en time hjemme fra sofaen og selv bestemme, hvornår der skal spilles. Vi kalder det »Spil når I vil«, siger Hartvig og fortsætter:

– Arenaen er kommet med i den landsdækkende wannasport, og det tegner allerede godt. Vi forventer os meget af dette her, for det drejer jo om at få så mange som muligt op i omdrejninger, siger han og fortæller, at han selv har booket en times bordtennis med naboen.