200 danseglade mænd og kvinder dansede sig ind i det nye år, da vinderen af Vild Med Dans 2019, Silas Holst, kom til Kjellerup for første gang.

Høj som lav og i alle aldre var folk mødt op i Arena Midt til arrangementet, der var delt op i to dansesessions, Grease og Dirty Dancing, med varighed af en time hver. Ingen forlod arrangementet efter en time – kun flere kom til.

Med masser af sjove lyde og sætninger lærte Silas hurtigt de fremmødte alverdens trin, og alle vidste lige hvilken bevægelse, der skulle laves, når Silas råbte ”mashpotato” og ”kast op i hovedet” – og til stor underholdningsværdi.

Flere gange undervejs brød folk ud i latter til Silas’ mange skøre ord, men teknikken synes at virke, da alle synkront udførte de to danse til sangene ”Handjive” og ”Do you love me”.

Arrangementet sluttede af med en fællesselfie og kø til autografer, som han glædeligt tog sig tid.

”Det var et virkelig tjekket arrangement, hvor alt bare spillede. Jeg kommer helt sikkert igen”, sagde Silas med et stort smil, inden han smuttede ud ad døren og videre til dagens næste dansearrangement.