Søndag den 14. april kl. 14 fejrer hele Danmarks Dario Campeotto et fantastisk jubilæum i Arena Midt

Anmelderne roser Darios jubilæums-turné til skyerne. Gennem de sidste 60 år har Dario bevæget sig i utrolig mange sammenhænge: Musicals, film, revyer, kabaret, tv-optræden og et utal af optrædener rundt i landet lige fra solist med landets symfoniorkestre til underholdning på plejehjem eller ved moster Odas fødselsdag.

Dario Campeotto har valgt at fejre sit 60 års jubilæum med en turné, hvor han sammen med sin pianist tager rundt i Danmark – ikke med et stort show med orkester og dansepiger, men i et musikalsk foredragsshow, hvor publikum kan opleve Dario helt tæt på og få hele historien.

Her vil Dario, som den eminente fortæller han også er, fortælle anekdoter fra et langt liv i showbiz, og med sikker hånd strø sang-eksempler undervejs.

Netop fyldt 80 år

I 1961 fik han sit gennembrud med ”Angelique”, hvor Dario blev verdensberømt i Danmark, da han vandt det Danske Melodi Grand Prix. Dario blev ikke bare aftenens stjerne, men stjerne for livet – for han er her stadig og har fuld gang i hjulene. Ved et hurtigt blik på CPR-nummeret, kan man konstatere, at der ikke bare er tale om et jubilæum for Dario Campeotto i 2019. Faktisk fyldte Dario 80 år den 1. februar, men som han siger ”hvorfor skulle jeg stoppe? Stemmen er der stadig, og det holder mig i gang at komme rundt og optræde – og jeg elsker det!”