301.671 kroner

301.671 kroner fik vi samlet ind og sendt til Kræftens Bekæmpelse. Det er vi ganske enkelt meget stolte af…

Knæk Cancer i Kjellerup blev arrangeret i et tæt samarbejde mellem Kjellerup HK, Arena Midt, Vinspecialisten og Ariva Danseband.

Opbakningen var sjældent stor – og 603 festglade mennesker – heraf en stor del fra Silkeborg – var samlet til en fest for livet i kampen mod kræften.

En aften med amerikansk lotteri, auktioner, markedsplads med mere. En forrygende aften, hvor der var stor lyst til at byde ind på de mange muligheder, og hvor mange sponsorer var medvirkende til det flotte resultat.

Det samme kan siges om de mange frivillige. Arenaens Venner tog en ordentlig tørn om formiddagen, og stod for opstilling af scene, barområde samt borddækning.

Håndboldklubbens medlemmer sørgede for salg af amerikansk lotteri, udskænkning, afrydning af borde med mere. Og så har Arenaens personale arbejdet gratis omkring dette arrangement, hvor også Natteravnene bidrog sammen med Ariva Dansebands store vennekreds.

Medvirkende til det store overskudsbeløb var mad og drikke til netto-priser og mere end 100 sponsorer. Og så selvfølgelig en forrygende opbakning fra de 603 feststemte gæster.