Danmarks største hobby-messe 

Mere end 30 udstillere har allerede tilmeldt sig den landsdækkende modeltogsmesse i Arena Midt Kjellerup  – den sidste weekend i september… 

 Lørdag den 29. og søndag den 30. september vil Arena Midt i Kjellerup igen være omdannet til et sandt slaraffenland for alle børn og voksne med interesse for modeltog og andre former for kørende og flyvende maskiner i lille skala. Det er nemlig weekenden for den landsdækkende model- og hobbymesse, som i år bliver større end nogensinde. 

– Vi har foreløbig fået tilmelding fra mere end 30 udstillere fra ind- og udland. Det er dobbelt så mange udstillere som ved den tilsvarende messe sidste år, siger arrangøren af messen, Jan Thorup fra Viborg, der selv har modeltog som sin store hobby og passion. 

 Arbejdende stande 

Ud over forhandlere, som præsenterer alt det nyeste inden for både modeltog, RC biler og lastbiler, modelbyggesæt m.v., kan de besøgende på messen møde flere model-entusiaster og klubber, der viser – og kører med – deres tog og anlæg.  Der vil også være masser af modelbyggere repræsenteret med arbejdende stande. 

 Spændende legemuligheder 

– I år gør vi også noget særligt ud af børnene. Der bliver således masser af legemuligheder på modelmessen, hvor børn selv kan prøve at bygge anlæg, køre med modelbiler og -tog, lege med fly og helikoptere  m.v.  Allerede foran indgangen vil der være noget spændende at se på. Her udstiller Jysk Brandværnsmuseum nemlig gamle brandbiler, oplyser Jan Thorup. 

 Yderligere oplysninger: 

Arrangør af modelmessen, Jan Thorup: 2016 0250 – jan@satstegn.dk